• header_img_1_skruetvinger
  • DSC_0020_bearbejdet_farvekorrig

Skrivebord

Skrivebordet, oliebehandlet og udført i amerikansk ask, termo-ask og Sen-finer,har et slankt og elegant udtryk, og der er taget højde for at det kan rumme nogle specifikke funktioner. Skuffe elementer er altid praktisk og næsten obligatorisk i et skrivebord. I bordet er der tre skuffer i en horisontal række. Skufferne kan som minimum rumme en 17” eller 18” laptop. Skufferne har tynde messinggreb og en møbellås til den midterste skuffe. Skufferne løber i en klassisk massiv skuffegang.
I et moderne skrivebord vil man gerne kunne gemme ledningerne til alt sit elektroniske hardware væk, så bag skufferne er der et langt rum skjult under bordpladen, der strækker sig bordets længde. Rummet har adgang gennem bordpladen via to låger i hver sin ende af bordet, så det er let at komme til. Lågerne er hængslet med messinghængsler, der ligger plant med overfalden. Der regnes med at 24″ fladskærm kan stå i mellemrummet af dem.
Bordets stel består af en ramme samlet på gering med en fineret bordplade der er lagt ind. Benene har en særlig geometrisk form der giver stabilitet. De er fræset ind i rammen. Bordbenene er holdt fast med skruer, da de med fordel skal kunne afmonteres.